Energimærkning til andelsboligforeninger

Få mere information, tips og råd om energimærkning til andelsboliger og andelsboligforeninger her.

Idéen med en energimærkning, er at finde ud af om det er muligt at spare på energien i bygninger og derved spare penge. En energimærkning er en vejledning til, hvor der kan spares på energien til gavn for miljø og økonomien. Fra 1. juli 2009 bliver det lovpligtigt for blandt andet alle andelsboligforeninger, at kunne fremvise et gyldigt energimærke, når der sælges andelsboliger i foreningen. Desuden skal man som andelsboligforening, hvor bygningsarealet overstiger 1.000 kvm. på en eller flere bygninger godt regne med, at der skal foretages en regelmæssig energimærkning af bygningerne hvert 5. år.

Hvad består en energimærkning af?

Energimærkningen skal tydeligegøre hvad andelsboligforeningen kan gøre for at reducere brugen af energi, så man kan se energimærkningen som en opgørelse over tilstanden i andelsboligforeningens bygninger, når det gælder energi- og vandforbrug. En energimærkning består af forslag til, hvor der kan spares på energien. Det kan eksempelvis være følgende forslag:

  • Udskiftning af elpærer til elsparepærer.
  • Udskift toiletter til at bruge 2 skyl, så der kan spares på vandet.
  • Efterisolering af gavle.
  • Udskiftning af vinduer til vinduer med energiglas.
  • Efterisolering af rør og ventiler.

Alle ovennævnte kan indgå i en energimærkning, og besparelserne ved at gennemføre ovennævnte ændringer vil også fremgå af energirapporten.

Hvem foretager en energimærkning?

En energimærkning foretages af en såkaldt energikonsulent, der er godkendt af Energistyrelsen. Der er 2 typer af energikonsulenter; en energikonsulent der energimærker enfamiliehuse, og en energikonsulent der energimærker større ejendomme. Disse energikonsulenter gennemgår ejendommene efter klare og fastlagte regler, og vurderer ejendommens tilstand, når det gælder energiforbrug. Det er muligt at finde en energikonsulent her.

Bestyrelsen skal have styr på de vigtige dokumenter

For at få en hurtig og billig gennemgang af bygningerne i andelsboligforeningen, er det vigtigt at der er styr på de dokumenter, som energikonsulenten skal bruge. Alle dokumenter, der vedrører forbrug af el, vand og varme, tegninger, offentlige dokumenter med flere. Følgende dokumenter kan man med fordel have klar til energikonsulenten:

  • BBR ejermeddelelse.
  • Tegninger af ejendommen(e).
  • Opgørelser over el-, vand-, og varmeforbrug.
  • Varmesynsrapporter.
  • Driftsjournaler.

Andelshavers pligt ved salg af andelsbolig

Som andelshaver der skal sælge sin andelsbolig, er det dennes pligt at sørge for at køber får udleveret en energimærkning. Hvis ikke denne bliver udleveret til køber, kan køber af andelsboligen forlange, at der bliver udarbejdet en energimærkning på andelsboligforeningens regning eller andelshavers egen regning, hvis energimærkningen er lavet på den enkelte andelsbolig, men det er ikke lovligt at udgiften til energimærkning bliver en sag mellem køber og sælger af andelsboligen.

Indhent tilbud på udarbejdelse af energimærkning

Der er ikke faste priser på bygninger over 300 kvm., derfor kan man med stor fordel indhente flere tilbud på energimærkninger fra flere energikonsulenter.