Forbedring af andelsbolig – vurdering af forbedringer i andelsboligen

Har du lavet forbedringer i din andelsbolig, kan du hvis forbedringerne vurderes til at være udført håndværksmæssigt korrekt, tillægge værdien af forbedringerne til prisen på din andelsbolig.

Hvem vurderer forbedringerne?

De forbedringer en andelshaver foretager i andelsboligen, skal vurderes for at finde prisen på forbedringerne. Følgende personer vil typisk foretage en sådan vurdering:

  • Vurderingsmand - en vurderingsmand er en person med byggesagkyndige egenskaber. Det kan være en ejendomsmægler med en valuareksamen, ingeniør, en håndværker med en tillægsuddannlese eller lignende.
  • Bestyrelsen i andelsboligforeningen - Bestyrelsen skal i sidste ende godkende vurderingen af forbedringerne. Bestyrelsen kan også selv vurderere forbedringerne, men mange andelsboligforeninger hyrer typisk en vurderingsmand på sælgers regning, til at udføre den egentlige vurdering.

Timepris for egne forbedringer i andelsboligen

Du kan som andelshaver få en timepris, for den tid du bruger på dine forbedringer i andelsboligen. Timeprisen er fastsat ud fra en indeksregulerering ud fra tal fra Danmarks Statistiks indeks for byggeomkostninger mht. boliger. Timeprisen for eget arbejde var i 2008:

  • Kr. 160,00 i timen, hvis arbejdet er udført i København.
  • Kr. 139,00 i timen, hvis arbejdet er udført i provinsen.

I 2009 var satsen følgende:

  • Kr. 162,00 i timen, hvis arbejdet er udført i København.
  • Kr. 142,00 i timen, hvis arbejdet er udført i provinsen.

Det er en vurderingsmand eller bestyrelsen, der typisk vurderer hvor mange timer, der er blevet brugt på arbejdet og fastsætter en pris på andelshaverens arbejde.

Husk at gemme kvitteringer og fakturaer.

Det er vigtigt, at der er dokumentation for de ting som andelsboligen er blevet forbedret med. Det gælder både materialer, men det gælder også de forbedringsopgaver, der er udført af en håndværker. Organisér dine kvitteringer og fakturaer, så du ved hvad kvitteringerne er blevet brugt til samt hvornår arbejdet er udført. Det giver et bedre overblik, og det er desuden nemmere at dokumentere dine forbedringer.

Hvad kan karakteriseres som en forbedring?

En forbedring som kan give et tillæg i prisen på andelsboligen skal være en forbedring, der ikke kan karakteriseres som almen normal vedligeholdelse, såsom maling, tapetsering og lignende. Det vil sige, at du kan sætte et nyt køkken eller bad i din andelsbolig som begge er forbedringer, og dermed få en højere pris for din andelsbolig. Men husk på at hvis du sætter et køkken til en værdi af 250.000,00 skal du ikke regne med, at din andelsbolig vil være 250.000,00 mere værd, da ”luksusforbedringer” ikke er noget, som man kan forvente køber af andelsboligen vil have. Forbedringen skal rent prismæssigt være i overensstemmelse med hvad en evt. køber vil betale for forbedringen og hvad vurderingsmanden ansér for rimeligt.

Afskrivninger af forbedringer i andelsboligen

Forbedringer store som små i andelsboligen afskrives i værdi og det kan være svært at overskue hvor meget de enkelte forbedringer afskrives med. Eksempelvis vil et isat køkken til kr. 50.000,00 blive afskrevet over 20 år. Det vil i realiteten sige, at efter det første år vil køkkenet have en værdi på kr. 47.500,00. Det kan klart anbefales at bruge en vurderingsmand til at vurdere forbedringer i andelsboligen. Hvorfor? En vurderingsmand kender reglerne for vurdering af andelsboliger, han kender de forskellige afskrivningsmetoder og ikke mindst er han dækket af en forsikring, hvis han skulle lave fejl.